Alle nyheder Tanja og hendes passion for ultraløb
Tanja kommer fra den rolige by Seevetal syd for Hamburg og har en imponerende vej ind i ultraløbet bag sig. Det, der begyndte som en hobby, er blevet en uadskillelig passion – en passion, der både udfordrer hende fysisk og giver hende mental energi.
Sådan begyndte det hele
“Jeg har løbet siden min 40-års fødselsdag,” fortæller Tanja. Oprindeligt var løb en måde at holde sig i form på, men to år tidligere besluttede hun spontant at deltage i Bieler Lauftage, et 100-kilometers natløb. “Det var en skør idé,” ler hun. “En ven sagde: ‘Det skal vi gøre!’ Og jeg tænkte: hvorfor ikke?” Pandemien gav derefter ekstra løbetid og mulighed for virkelig at arbejde hen imod øjeblikket.
Hendes første ultraoplevelse var hård. “Jeg nåede i mål kort før cut-off og var godt medtaget,” husker hun. Men det standsede hende ikke. “Tre uger senere så jeg på Instagram, at en startplads til North Sea Ultra blev udloddet. Først var jeg lettet over ikke at blive trukket, men så sprang den oprindelige vinder fra, og jeg rykkede op. Pludselig var jeg med.”
Ultraløb – mere end blot kilometer
For Tanja er ultraløb meget mere end at tilbagelægge distancer. “Det er som meditation,” beskriver hun følelsen af at komme ind i et flow. “Et skridt efter det andet, tiden går, og på et tidspunkt løber du baglæns mod målstregen.” Den mentale del, roen og koncentrationen er blandt hovedgrundene til, at hun elsker ultramaraton.
Men det handler ikke kun om hendes eget løb: “Fællesskabet ved ultraer er noget særligt,” siger hun. “Man ser efter hinanden, spørger hvordan den anden har det, om vedkommende har brug for magnesium eller bare en god bemærkning. Det er et fællesskab, hvor man er der for hinanden.” For Tanja er dette samvær en værdifuld del af ultraløb og en forskel fra de ofte hektiske og konkurrenceprægede maratonløb.
Det første løb på Sild
Hun så med en vis respekt på udfordringen ved North Sea Ultra på Sild, hvor hun for første gang skulle løbe 111 kilometer – elleve mere end ved sin første ultra. “Jeg tænkte, at hvis det gik dårligt, kunne jeg sætte mig i klitterne og nyde solen,” ler hun. Men Tanja er en fighter: “Jeg er stenbuk – når jeg beslutter mig for noget, gennemfører jeg det.”
Og det gjorde hun. “Det var utroligt smukt. Landskabet, naturen og så følelsen, når man har klaret det. Jeg nød det helt vildt.” Selv om hendes første besøg på Sild i 2004 havde været lidt skuffende, forelskede hun sig i øen under løbet. “Man ser Sild med helt andre øjne, når man løber – det er simpelthen smukt.”
Et forbillede for familien
Løbet er nu fast integreret i hendes hverdag. At få arbejde, familie og de lange ture til at gå op er en udfordring, som hun klarer med organisering og en positiv indstilling. “Løb er som mad og drikke for mig – jeg tænker ikke længere over, om jeg løber, jeg gør det bare.” Hendes familie bakker hende op: “Mine børn synes, det er sejt, at jeg løber. De er vokset op med det, og nu er det normalt for dem.”
Der var i begyndelsen en vis skepsis, især fra hendes mand, der arbejder i sundhedsvæsenet, men alle har vænnet sig til hendes passion for ultraløb. “Efter mit første 100-kilometersløb var min mand ikke sikker på, om det var sundt,” ler Tanja. Men nu ved alle: Tanja går sine egne veje – og gør det med begejstring.
Sild – et helt særligt sted
På spørgsmålet om hun vender tilbage til Sild, svarer hun uden tøven: “Ja, helt sikkert!” Trods sit første lidt skuffende besøg opdagede hun øen på ny under løbet. “Alt er anderledes, når man løber,” siger hun begejstret. “Vandrerhjemmet, naturen – jeg har virkelig taget Sild til mit hjerte.”
Tanja er ikke blot en erfaren ultraløber, men også et vidunderligt eksempel på at leve sin passion og bevare glæden trods alle udfordringer. Sild vil helt sikkert se hende igen – og måske inspirerer hendes historie andre til at tage udfordringen med ultraløb op.
